I august 2009 sendte Sankt Joseph Søstrene mig til noviciatet i Orange, Californien. Der skulle jeg - i de næste ni måneder - være sammen med 2 andre novicer fra Sankt Joseph Søstrene i USA. Alt i alt var vi en lille gruppe på 5, da vi 3 novicer havde den velsignelse at have 2 novicemestre.

For mig var denne tid en stor gave, hvor jeg ikke kun udviklede mit engelske og kom dybere og dybere ind i vores spiritualitet, men også lærte mere om Sankt Joseph Søstrene verden over og blev bekræftet i min tro og mit kald til at være og blive Sankt Joseph Søster.

Livet i noviciatet var ret struktureret: Mandag startede vi med at køre til Los Angeles og have undervisning med andre kandidater og novicer fra andre kongregationer. Tirsdag og onsdag kom forskellige Sankt Joseph Søstre fra hele USA for at undervise os i fx vores spiritualitet, i bønslivet og løfterne. Om torsdagen havde vi forskellige apostulater. Jeg arbejdede i et par timer i L’Arche. Det er et bofællesskab for handicappede. Jeg hjalp dem med at lave mad, snakkede med dem, og af og til tog jeg med dem på en udflugt. Fredag havde vi en stille dag, hvor vi kunne fordybe os i bøn og meditation, og weekenden havde vi fri og – hvis vi ikke havde alt for meget at gøre – mulighed for at tage til stranden eller på en vandretur i bjergene eller ørkenen.

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var bønslivet.

Ved siden af min daglige meditation havde vi selvfølgelig også hver dag morgen- og aftenbøn, som jeg kom til at skatte højt, da det var lidt anderledes, end jeg var vant til fra Danmark. Vi brugte næsten aldrig Tidebogen, men forberedte selv meget forskellige bønner. Ofte var det en salme, en lille tekst fra biblen, vores konstitutioner eller noget, vi lige havde hørt i undervisningen, derefter lidt stilhed og udveksling, og endelig afsluttede vi ofte med en sang. En gang i mellem havde vi også et meditativt dias show, hvad der var helt nyt for mig.

En af de bønner, jeg kom til at elske mest, var ”State of the Heart” (hjertets tilstand), som vi havde hver søndag aften. Der skulle vi kikke tilbage på ugen og se, hvor Gud havde været i vort liv. Så skulle vi finde to følelsesord, som beskrev det bedst.

Efter aftensmaden kom vi så sammen og udvekslede disse ord og forklarede dem. Det var ikke altid let for mig, men hjalp mig med at blive mere opmærksom på Gud i mit eget liv og i mine medsøstres liv. Denne bøn hjalp mig også til at forstå de andre bedre, og - fordi vi udvekslede så personlige og dybe tanker og følelser med hinanden – blev båndene mellem os også stærkere.

Ja, og som man jo kan forestille sig, elskede jeg at være sammen med andre novicer og yngre mennesker. Det var meget livgivende for mig, og jeg kunne mærke, hvor meget det betød for mig at have unge mennesker, jeg virkelig kunne grine med, omkring mig.

Afsluttende kan jeg sige, at jeg aldrig vil glemme denne fantastiske tid i Californien og det ikke kun pga., at vi næsten hver dag havde solskin og omkring 25 grader. Nej! Der var mere.

At være omgivet af yngre søstre (også i Sankt Joseph Søstrenes Moderhus, hvor vi levede), som virkelig brændte for deres apostulater og næsten altid havde et smil på læberne, sammenholdt med at have en fuld kirke til søndagsmessen, et lille kor, moderne gudstjenester og gode prædikener gjorde livet i Californien næsten perfekt.

Jeg håber, jeg kan komme tilbage en dag; men nu vil jeg først glæde mig til at give noget af det, jeg har lært, videre til mine medsøstre – og især vil jeg glæde mig til at aflægge mine 1. løfter i august.

Sr. Andrea Wienhues