|
Sankt Joseph Søstrenes historie i Danmark |
|||||||||
 |
|||||||||
|
De 4 første søstre: i midten sr. Marie-Felicite, der sendte søstrene til den danske mission sr. Anne-Therese, sr. Marie-Stephanie, sr. Marie-Placide sr. Anne-Sophie |
|||||||||
|
Den 11.maj 1856 ankom de første Sankt Joseph Søstre til Danmark, kun 7 år efter indførelsen af religionsfrihed i landet. De første ordenssøstre efter reformationen.
|
|||||||||
| Ankomsten var formidlet af en kvinde,
der kort forinden var blevet katolik. Præstene ved Sankt Ansgars Kirke i
København var medinddraget i projektet. De troede, det drejede sig om en rig
orden, der ville oprette et hospital i København, søstrene og ledelsen i
Frankrig havde forstået, at
de skulle overtage et allerede eksisterende sygehus. Misforståelsen blev
først opklaret, da søstrene stod foran
præsterne.
|
|||||||||
|
Præsterne ville omgående sende dem tilbage til Frankrig,
hvor de kom fra, idet de sagde: ”Fattige har vi nok af. Vi kan ikke forsørge
jer”. Men søstrene blev! Der fulgte nu en svær tid. Søstrene blev indlogeret i en lille, fugtig kælderlejlighed ved Sankt Annæ Plads ud til den nylig nedlagte Garnisons Kirkegård.. Nogle velhavende damer støttede dem imidlertid og hjalp dem til at får lidt arbejde i form af sprogundervisning og broderi
|
|
||||||||
|
Ved juletid kom en fattig, syg mor med et forkrøblet barn, som hun bad
søstrene overtage. Herefter gik der skred i tingene. Endnu et par børn blev givet i søstrenes
varetægt, nogle udenlandske forældre bad dem undervise deres børn, og syge
bad om søstrenes pleje . Hertil kom, at. en ung dansk pige bad om at blive optaget i
Ordenssamfundet, og at flere søstre fra Frankrig kom hertil for at slutte sig til det lille fællesskab..
1873 indviedes Sankt Joseph Hospital i
København, meget beskedent, det fik øgenavnet: ”hospitalet med den
ene seng”! Der var seks senge,
men de var ikke alle belagt i begyndelsen. Herefter breder de sig over det meste af Danmark For blot at nævne åbnings årene for hospitalerne:
I samme tidsrum åbnede eller overtog søstrene ca.20 skoler og børnehjem.
Flere af skolerne var sogneskoler for fattige katolske børn. Overalt satte søstrene
deres præg på den danske katolske kirke. Efter anden verdenskrig mindskedes tilgangen til Ordenssamfundet
betydeligt, samtidig med at sygehusvæsenet i amter og kommuner udvikledes
betydeligt.. Vore hospitaler blev derfor afviklede og skolerne blev efterhånden
selvejende institutioner, ledet af civile lærere. |
|||||||||
|
Men vi føler stadig, der er behov for vort nærvær og vor virke.
|
|
||||||||
|
|
Et par søstre er engagerede med syge og døende mennesker, en
sygeplejerske og en musik terapeut. |
||||||||
|
Andre går ind i besøgstjeneste, og nogle er uddannede til at lede retræter, så folk under kyndig vejledning kan tage nogle dage i stilhed og fordybelse, væk fra hverdagens jag, for at finde sig selv og komme nærmere Gud. |
|
||||||||
|
|
|
||||||||
