Prædiken til Joseph festen 19. marts 2011
Det sker ikke så vældigt tit, at så mange ansigter bliver synlige i en messe, som det sker i dag. Der er det nye og det gamle råd, den nye og de afgående priorinder for huset her på Strandvejen, en afgående og en nyvalgt provincial, ja, i virkeligheden er det alle jer Skt. Josephs søstre som er i centrum på denne dag.

Og det synes jeg er, er en slående god måde at fejre Josef på, og det er en slående god måde at markere jeres selvforståelse, sådan som Ignatius af Loyola har lagt den til rette for jer, videregivet af skikkelser som pater Medaille og sr. Marie-Felicitas. Den sidste, som fik så stor betydning for Chamberysøstrenes udvikling, er jeg personlig en meget stor beundrer af.

I dag handler det om mennesker, det handler om mennesker i forløsningens virkelighed. Det store i katolsk tro, er jo netop dette, at vi tror på, at Gud vil ind i denne verden, men han vil ind i denne verden gennem mennesker. Det er helt igennem vidunderligt. Gud benytter sig ikke kun af mennesker som et nødvendigt onde, men som Jesus selv siger endda til disciplene: ”jeg har kaldt jer venner”.

Det er discipelskabets mening, at det transformeres fra et tjener eller elevforhold til et forhold bestemt at kærlighed.

Da p. Medaille samlede sine første søstre, havde han dette for sit indre blik, det er jeg helt overbevist om. Han så sine søstre for sig, som dem, der var blevet forvandlet med mødet med den opstandnes kærlighed, og derfor var bærere af den enhedens ånd, som er den opstandnes gave til verden.

Mennesker, kvinder, søstre, der har taget Kristi egen vision til sig, at bringe himlen nær.

Men netop mennesker.

For Gud kalder mennesker til sig, og som tegn herpå antager han dem som medarbejdere. Maria – Josef – men nu i dag – alle dem I ser for jer – og jer alle.

Jer har Gud kaldet til sig, og antaget som sine medarbejdere. Og derfor er det naturligvis så meningsfyldt at I i dag også bekræfter jeres løfter.

Og nu må jeg så sige: Det guddommelige klarsyn fejler aldrig. Det kan man undertiden blive usikker på, især da, når man ser på sig selv. Kan det virkelig være rigtigt at Gud har så store planer med mig? Det kan da ikke passe? Men det gør det, og en del af den åndelige fattigdom, hvorfra der strømmer så meget salighed, det er at man holder op med hele tiden at måle sig selv og de andre, og konkretisere alle sine mangler. Manglerne interesserer Gud sig ikke ret meget for, han er meget mere optaget af, hvor stort livet kan blive, i den som tror. Se bare på Maria – eller Josef. Ufatteligt stort. Når hjertet udvides af Gud så rummer det pludseligt langt mere end mig – se bare igen på Josef. Og da Gud udvidede hans hjerte, så kunne det rumme både ham selv og hele Guds hellige familie.

Sådan også med jer: det er meningen. I skal være mennesker, der rummer. Også hinanden. Det er en vigtig del af opgaven, det mente p. Medaille så ganske bestemt også. Husk det nu! I skal rumme hinanden.

Og så når det sker, når de egne grænser, der ellers synes så faste, og jo ældre man bliver, jo stivere bliver de også, pas bare på, ingen er jer er på pension, I er kaldet til at være drømmere, både for jer selv, for den forandring som Gud, der er underfuld god kan overraske jer med, og for hinanden og for jeres fællesskab, og for hele Guds folk.

Må Gud velsigne jer og gøre jeres drømme til virkelighed. Må I vokse i stor glæde ved stadig at være de udvalgte, dem Gud betror sine hemmeligheder. Hvis det sker, så strømmer der stadig lys fra Skt. Josefs søstre.

 

Jesper Fich op