Ved Sr. Ritas 50 års ordensjubilæum og Sr. Andreas 1. Løfter – august 2010

Kære Sr. Rita, kære Sr. Andrea

Er der en engel, der har talt til jer? Den samme engel som dengang talte til Josef – har han nu også talt til jer? Har I drømt noget, har I drømt noget stort? Har I drømt noget stort, ligesom Josef drømte det største, mennesker kan drømme? Drømmen om Gud og mennesker sammen?

Lad os bare være ærlige. Ja – svaret er ganske kort ”ja”. Og når I idag aflægger og bekræfter jeres løfter, så gør I det med det samme ”ja”. I svarer ja til englen, og ja til den store drøm. Den drøm om at mennesker og Gud ikke er separerede virkeligheder, men hører sammen. I kærlighed endda… for altid.

Det er evigheden, der ånder på jer, og jeres opgave er det at ånde evigheden videre ud på dem, som I møder.

Dengang pater Medaille samlede de første søstre i sit lille foretagende, var det fordi verden manglede varme hænder, som verden altid mangler varme hænder. Men det var nu alligevel for lidt for ham, at skabe et kompagni af kvinder, med varme hænder, selvom det i sig selv, ville have været en stor ambition. Men han ville altså noget mere.

Han ville søstre, med varme hænder, men som også kunne ånde evigheden ud på dem, de mødte. At være mennesker, hvis livs mening ikke kunne forklares med denne verdens målestok alene. Han ønskede sig kvinder, som var budbringere om at der er hul igennem fra det midlertidige til det evige. Han ville kvinder, der var ligeså stærke som profeterne, der så uretten og uordenen og vantroen i verden, men som var budbringere om et nyt forår for fortællingen om mennesker og Gud.

Han så kvinder, hvis styrke var deres trosmod, som de havde lige så meget af som den hellige Josef, der drømte frelsende drømme, om hvordan det er muligt at undslippe dødens fangearme, hvis man er allieret med Gud.

Og han så for sig, søstrene fra det lille fællesskab, Josefs søstre, spredt ud over hele verden, bærende på et vidnesbyrd om det største i livet, om venskabet mellem Gud og mennesker.

Det skal I være tegn på, som levende plakatsøjler, eller bedre: som profeter. Ligesom de gamle profeter, der netop alle havde evnen til at drømme, om det som er bedre, om det som er mere sandt, om det som er helligt.

Profeterne oplevede tit afvisning. Deres samtidige så på dem, som på mennesker med en fiks idé.
Sr. Andrea – sådan er der helt sikkert også nogle, der ryster på hovedet af dig i dag, og opfatter det, du gør, som en fiks idé. Hvad søger du dog i et fællesskab med så få unge, med en fremtid så usikker? Men du ved selv, at der er forskel på en fiks idé og på et kald. Du erkender at det kan være ensomt, og at man skal bide sig fast  – det kunne de gamle profeter også have fortalt dig – De kunne også have fortalt dig, at der er veje som du må gå alene. Men de gamle profeter ville også kunne fortælle dig, at det er hele vejen værd, at det ikke er en vej i ensomhed, men i et mystisk venskab, som er en kilde til stadig mening, og til indre trøst og ydre styrke. Og Sr. Andrea, hvad mere er, du behøver slet ikke gå til de gamle profeter, du kan bare spørge Sr. Rita, og hun kan give dig svar. Det ja, som siges ved begyndelsen af et ordensliv svarer til det ja, som hun kan sige, hvis hun bliver spurgt, om det var det værd. ”Ja” svarer Sr. Rita i dag, det var det hele værd, det er det hele værd, det er livet værd.

For hun kan også fortælle dig, at englen er trofast. At den kommer hver gang, du får brug for at få sagt ordene: ”Frygt ikke…”

Der er mange der ryster på hovedet af mennesker, der vælger ordenslivet. Men der er også mange i verden som er træt af sig selv. Som ville ønske at de kunne drømme. Drømme den største drøm om mennesker og Gud sammen.

Så kære Sr. Rita, kære Sr. Andrea, må I blive ved med at drømme de store drømme, og må I blive til velsignelse for medmennesket, for kirken og for jeres kongregation.

Jesper Fich