Kaldsweekend 2008
Her bringer vi en af deltagernes indtryk fra weekenden

YES! Jeg er kaldet eller .... er jeg?

7 unge havde en weekend med tid til fordybelse

Det er nok ikke så tit, at du tænker over, hvad Gud har kaldet dig til. Og hvad du mon har af opgave i livet. Jeg gør i hvert fald ikke! Derfor besluttede jeg at tage på kaldsweekend. Weekenden var arrangeret af Sr. Susanne fra Skt. Joseph Søstrene og Gregers Mærsk-Kristensen, børne- og ungdomspræst, og blev afholdt på Stella Martutina, Skt. Joseph Søstrenes retrætehus nord for København.

Vi lagde blødt ud fredag aften med en introduktion til, hvad kald er. Gregers gjorde det klart for os, at vi alle er kaldet af Gud. Det kan være både ægteskab, præste- eller ordensliv, en særlig opgave eller noget helt fjerde. Han fortalte også om sin egen lidt snørklede livsvej, der har ført til, at han nu er præst i den katolske kirke. Allerede her fik vi lidt at tænke over. Næste morgen blev vi sendt ud for os selv i en times tid med et par spørgsmål i rygsækken: Hvem har præget mig i mit liv? Hvad tror jeg Gud kalder mig til? Hvad er mine værdier? Spørgsmålene var absolut ikke nemme og ikke til at besvare lige med det samme. Men det gav anledning til eftertanke – med Guds smukke natur lige foran, da retrætehuset ligger ned til vandet.

Om eftermiddagen fik vi gæster: En præst, en Elisabeth-søster og et ægtepar  – sidstnævnte med deres yngste charmetrold af en datter. Vi fik lov til at høre deres historier om, hvordan de fandt deres kald, og om hvor vigtigt det er at ”pleje” sit kald. Det er en dejlig udfordring at vælge sin livsvej, men det kan også være en udfordring at leve det kald, man har fået. Kaldet er på ingen måde en sovepude, og giver hele tiden nye udfordringer  – også selvom man fx har været søster i mere end 20 år. Det var ærlig snak og vi fik mange gode ord med på vejen. Der var mange indtryk at fordøje, og det var derfor meget passende, at dagen blev rundet af med tilbedelse af sakramentet. Vi fik også mulighed for at få personlig vejledning af enten Sr. Susanne eller p. Gregers.

Søndag morgen indledte vi med messe og derefter små øvelser i grupper. Vi skulle prøve at prioritere mellem forskellige aktiviteter i vores liv. Hvad er vigtigt for vores kald? Er det øl, messe, tilbedelse, stilhed, fællesskab, DUK eller noget helt andet. Der var heldigvis .... eller måske snarere desværre ingen rigtige svar. Det var en god lille øvelse i at tænke kaldet konkret ind i vores liv.

Jeg tror, at vi alle tog hjem med lidt mere i bagagen end da vi kom. Det blev klart, at kald er noget, man skal tage alvorligt og tage sig tid til. Og det føles godt, når man gør det – særligt inden for weekendens gode rammer af oplæg, vejledning, fællesskab, hygge og bøn. Tak til Sr. Susanne og p. Gregers!