Sr. Marie Michelle Schmitt
blev født i Köln 07 03 28, som den yngste af en stor børneflok.

I 1949 tog hun, som den eneste i denne søskendeflok, Studentereksamen, og blev derved familiens lys, en rolle det sikkert ikke altid har været let at leve op til.

Kaldet:
!953 tog hun til Danmark for at påbegynde sit postulat hos Sankt Joseph Søstrene på Strandvejen .To af hendes søstre, sr. Hedvig og sr. Monika, var på det tidspunkt allerede optaget i vort ordenssamfund.

Lærer:
Og så gik det planmæssigt fremad. Efter noviciatet blev hun lærer på vor skole på Østerbro, aflagde sine første løfter 1955 og de evige 1958. Fik dansk Statsborgerskab 1970. Hun var glad for lærergerningen og ville egentlig gerne have haft en dansk lærereksamen, men blev af vor provincial Mère Berchmans bedt om at studere psykologi ved Københavns Universitet.

Psykolog:
Hun fandt ofte studierne tunge, men hun studerede ihærdigt, til tider under tårer, og hun var ikke bange for at bede om hjælp .Sr. Michelle blev Cand. Psych. marts 1964.I sin kamp for at komme videre mindede hun tit sig selv og andre om, at folk fra Köln havde et muntert, optimistisk temperament, og det levede hun som oftest op til på trods af, at en vis indre tungsindighed kunne plage hende.

Sr. Michelle blev straks efter sin eksamen ansat som psykolog ved ikke mindre end 5 katolske skoler. Da der ikke havde været fast skolepsykolog tilknyttet disse skoler tidligere, måtte hun bygge gerningen op fra grunden, og hun gjorde det med stor kompetence og formåede endog at koordinere arbejdet mellem de forskellige skoler, hvor hun var ansat, på en sådan måde skolerne indbyrdes kunne supplere hinanden og drage nytte af resurserne fra en skole til en anden.

Anbefalinger fra samtlige skoler er aldeles positive. Således skriver en skoleleder, at sr Michelle i en sjælden grad formåede at kombinere den faglige kompetence med et medmenneskeligt engagement over for skolens elever og lærere.

Hendes arbejde var karakteriseret ved et åbent og tillidsvækkende væsen, såvel overfor børn som voksne, og dette blev parret med en stor realitetssans.

En anden skoleleder skriver: "Søster Michelle har i hele sit virke her på skolen været særdeles positiv og arbejdsom. På grund af sit vindende væsen formåede hun at skabe en udmærket kontakt til både elever, kolleger og forældre.

Økumeni og sognetilknytning.
Ved siden af psykologarbejdet engagerede hun sig i økumenisk arbejde bl.a. sammen med diakonisserne. Hun gjorde en stor indsats i gruppen "Tro og Lys" og var aktivt involveret i sognets liv i Ordrup og på Bernstorffsvej.

Afrika:
Men sr. Michelle sov ikke på sine laurbær. Nej, hun følte sig kaldet til at gå endnu videre i sin iver for at støtte de fattigste Denne gang på foranledning af et opråb fra vor generalpriorinde om hjælp til vor mission i Liberia, Afrika.

Sr. Michelle meldte sig og blev sendt af sted. I Liberia fik hun også god kontakt såvel med medsøstre som med børn og familier. Perioden blev til hendes sorg kort, kun godt to år fra 1978 til 1980. Så måtte hun på grund af sygdom vende tilbage til Danmark. Gennem brevveksling holdt hun dog kontakten, indtil vor mission blev opløst på grund af borgerkrig.

Hun blev efter hjemkomsten genansat som psykolog ved tre af de katolske skoler, og hun genoptog det økumeniske arbejde, bedekredse og interessen for sognets ve og vel.

Den sidste tid:
For adskillige år siden fik sr. Michelle, der på det tidspunkt boede på Strandvejen, konstateret, at hun led af Parkinsons syge. Hun kæmpede ihærdigt mod sygdommen, men fik efterhånden stærkere og stærkere rystelser, så hun ikke kunne styre sin motorik. Hun led meget under denne tilstand, og hun blev ikke altid forstået af sine omgivelser. De sidste måneder forandrede sygdommen hendes udseende, og smerterne tiltog, men hun fortsatte tappert at gå rundt i huset og forsøgte så vidt muligt at klare sig selv.

For et par uger siden fik hun voldsomme opkastninger og blev indlagt.. På hospitalet meddelte man, at hun var alvorligt syg, de kunne ikke gøre noget for hende, men sendte hende hjem til kærlig pleje.

Bønnen
forblev hele livet igennem hendes styrke. En enkelt tillidsfuld kontakt med Jesus og forening med ham i hans lidelse.

En medsøster på Strandvejen kunne give hende det vidnesbyrd, at hun aldrig talte negativt om andre. Engang ville denne søster trøste hende, fordi de begge hørte, at nogen i lokalet ved siden af sagde om hende, at hun var pylret, men søster Michelle svarede blot den trøstende: "Det gør ikke noget, måske er det rigtigt, måske er jeg pylret!"

Michelle, du har nået den Herre, du har elsket og tjent hele dit liv. Tak for alt.

Sr Emma Martensen