|
Sr. Lucia Bruns døde uventet d. 9. marts. sr. Lucia |
|
Mindeord om Sr. Lucia.
Sr. Lucia Bruns, døbt Bernhardine Katharina,
blev født den 25. juli 1925 i Haltern i
Tyskland. Hun begyndte som postulant den 2. juni
1953. Sine første løfter aflagde hun den 19.
marts 1956 og de evige løfter 1. maj 1959.
Sr. Lucia har altid været en meget kærlig og
hjælpsom medsøster. I sine yngre år har hun
arbejdet på Østerbroskolen Institut Sankt Joseph
i spisestuen og i vaskehuset. Hun har ikke
sparet på sine kræfter - altid villig til at
give en hjælpende hånd - og det endda med godt
humør.
Sr. Lucia havde en rigtig god sangstemme, og hun
elskede at synge, både til Guds ære og til
søstrenes glæde og fornøjelse.
Hendes latter var smittende, og hun kunne more
sig over de små sjove ting i livet.
Desuden elskede hun at spille skuespil, optræde
som ”sanger” og hun var god til at fortælle
vittigheder og små morsomme historier, til glæde
for mange.
Hendes enkle og ukomplicerede væremåde
bevirkede, at alle søstre kunne lide hende og
syntes godt om hende.
Hele sit ordensliv igennem har hun prøvet at
deltage i alle fællesmøder. Sr. Lucia har indtil
det sidste været med til at bede rosenkransen
hver eneste dag, sammen med flere andre søstre,
hvor en fælles, aktuel intention er
omdrejningspunktet for bønnen.
Siden 1973 har hun boet på plejeafdelingen på
Strandvejen. Rent fysiske har hun haft mange
skavanker hele livet igennem.
Hun har været en dejlig og let omgængelig
medsøster, morsom, sjov og bund ærlig.
Sr. Lucia døde ganske pludselig og uventet
askeonsdag den 9.marts 2011 på Bispebjerg
Hospital. En medsøstrene var hos hende og kunne
holde hende i hånden, da hun gav sit liv tilbage
til sin Gud og Skaber, som hun havde elsket og
tilbedt hele sit lange klosterliv.
Vi takker Vorherre, at sr. Lucia har været
iblandt os, og ønsker hende glæden, freden og
den evige lyksalighed i det himmelske Rige.
Tak for alt.
Skrevet af sr. Hildegard Doods
R.I. P. |