Søster Elisabeth (Theresa Schweigkofler) blev født den 10. februar 1915 i en landsby nær Bozen/ Tyrol. Det var en børnerig familie hun kom fra, dog døde moderen i barselssengen af lille broren Toni; Sr. Elisabeth var kun 4 år gammel. Savnet af moderen var stort; endnu som gammel søster kunne hun fortælle om det, men sammenholdet mellem søskende har hele livet igennem været meget godt.

I 1939 indtrådte Sr. Elisabeth hos Sankt Joseph Søstrene, fordi hun havde en tante i ordenen. Hun undslap bombardementet på Jeanne d’Arc – skolen i 1945, da hun på det tidspunkt var i moderhuset på Strandvejen til forberedelse af sine evige løfter. Kort efter aflæggelsen af sine evige løfter flyttede hun til Island, hvor hun virkede både i køkkenet og i bageriet på Søstrenes hospital i Reykjavik, til glæde og velsignelse for mange. Da hospitalet blev solgt til staten i 1977, flyttede Sr. Elisabeth til vort kommunitet i Gardabær (i nærheden af Reykjavik) og sørgede også her godt for vore ældre og skrøbelige søstre. På trods af sin alder lærte hun endnu at lave meget flotte håndarbejder og brugte hvert minut, som hun havde tilovers på det. Blandt andet lavede hun fine kort. Det var altid en stor glæde for hende selv at kunne glæde andre. Hendes fine håndarbejde blev solgt på basaren som søstrene arrangerede hvert år. På den måde kunne hun betænke de fattige, som hun holdt meget af.

I 1998 måtte søstrene også opgive huset i Gardabær og foruden Sr. Elisabeth flyttede alle søstre derfra til København til moderhuset. Også her brugte hun endnu sine kræfter til søstrenes og personalets store glæde.

Sr. Elisabeth var også en from sjæl og bad meget. I timevis kunne hun sidde i kapellet og mange kom til hende og bad om forbøn for mange forskellige anliggender. Alle vidste, at hun tog dem med i sin bøn.

De sidste år har været svære for Sr. Elisabeth, da hun fik en tumor i maven, som ikke kunne bortopereres. Men hun klagede aldrig. Indtil det sidste deltog hun i kommunitetets bønstimer. Den 19. december var Sr. Elisabeth endnu sammen med os, da to 7-årige piger spillede på violin for os til et eftermiddagsarrangement. Den 20. om natten blev smerterne så voldsomme, at lægen ordinerede smertestillende medicin hver time. Om morgenen den 21. december kunne vi endnu tale med hende. Indtil det sidste bekymrede hun sig for den anden. Om eftermiddagen den 21. sov hun stille og rolig ind.

Vi som har levet sammen med Sr. Elisabeth, savner hende meget. Men vi er glade for at hun ikke længere skal lide og beder om at Vorherre tager hende op til sig som vor forbeder i himlen, det hun altid har været for alle, mens hun levede.

                                                                               Skrevet af Sr. Emmanuelle Brüggemann

Ære være Sr. Elisabeths minde