Sr. Christel Ender


Sr. Christel

Sr. Christel døde - på Sankt Josephs fest onsdag d. 19. marts - efter at være ramt, af en blod prop i tarmen.

Sr. Christel blev begravet
lørdag d. 29. marts 
fra Immaculata Kirken.
Hendes bror Biskop Erwin Ender forestod begravelsen.

Vi har valgt at bringe prædiken, som Biskop Erwin Ender holdt under messen, som nekrolog. 
Biskop Ender prædikede over teksterne fra
Romerbrevet kap 6 vers 3-8 og Johannes Evangeliet Kap. 11 vers 20-27

 


      Kære søstre og brødre i troen!

       Da jeg tidlig Palmesøndag i kapellet på Stella Matutina alene med Sr. Christel  fejrede messen  for hende og i hendes intention og derefter sagde farvel til hende, kunne jeg ikke ane, at det var for sidste gang, og det skulle være en afsked for altid.  Ud over de kendte dialysebesvær- ligheder havde hun under mit korte besøg kun lidt ubehag med maven.  Ingen overhovedet  ville have fået tanken, at  døden ventede lige omkring hjørnet.  Som altid var hun rolig og fattet, klagede aldrig over sin skæbne og så med tillid  til Gud på fremtiden.

Her til sommer ville hun have inviteret os søskende til et par feriedage sammen på Stella Matutina.    

     ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død”, sagde Martha i evangeliet til Jesus.  Lignende ord kunne også let komme over mine læber i dag.  Dog var Jesus, som vi hører i den forudgående samtale med apostlene,  til stede allerede  i ånden ved Lazarusses  død.  Jesus vidste om Lazarusses svære sygdom.  Han ved også om os, hvad vi end gør, og hvor vi bevæger os hen imod.  Og sådan vidste han også om Sr. Christels livsfarlige sygdom.  Alligevel har han hverken der eller her forhindret døden.  Guds veje er uransagelige.  Ved eksemplet med Lazarus vil Jesus frem for alt tydeliggøre den rigtige, den kristelige forståelse af døden, og derved hjælpe os, også til at forstå vor egen død på den rigtige måde.  I teksten, der går forud for vort evangelium  i dag, siger Jesus til apostlene:  ”Lazarus, vor ven, sover” (Joh.11,11).  Det kan overraske.   Det virker, som om Jesus ville bagatellisere Lazarusses død, ikke tage den virkelig alvorlig.  - Det modsatte er dog tilfældet.  Jesus antyder og bekræfter gennem denne konstatering, hvad  vor liturgi  i præfationen  for de afdøde udtrykker i dag med følgende ord:  ” For dine troende, o Herre, bliver livet forvandlet, ikke taget fra dem.  Når herberget for vor jordiske pilgrimsfærd synker sammen, er der i himlen beredt os en evig bolig.” Jesus understreger med denne tydning af Lazarusses død, at også de afdøde egentlig ikke er døde, men fortsat lever;  ligesom sovende.  Også de afdøde lever videre, om end i en forvandlet tilstand.  Gud er de levendes Gud, ikke de dødes.  For at illustrere det endnu stærkere, stiller Jesus derefter sig selv helt i centrum  i samtalen med Martha og siger med eftertryk:  ”Jeg er opstandelsen og livet.  Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør,  og enhver, der lever og tror på mig, vil i al evighed ikke dø” (11, 25-26). Derved relativerer  Jesus helt og fuldt den menneskelige død og fratager døden sin rædsel.  Døden er for den, der tror på Kristus, ikke en definitiv afslutning, et fald ned i intetheden, ødelæggelse og opløsning, men en venden hjem med ham til Faderen.  Afgørende for vor menneskelige eksistens er derfor ene og alene, at vi  gennem vor tro er med og i Kristus, og at vi gennem Kirkens sakramenter allerede nu har del i hans guddommelige liv.  I Romerbrevet forvisser  Paulus os om den selv samme  glædelige vished: ” Er vi døde med Kristus, så tror vi, at vi også skal leve med ham” (Rom. 6,8).

I tillid til Guds gode forsyn og førelse håber vi og beder vi , at Sr.Christel gennem sit liv og sin død med Kristus i  døden er blevet denne nåde til del, og hun nu  lever lykkeligt i Guds nærvær.

 Samtidig anbefaler vi hende i vor bøn og offer til hans tilgivende barmhjertighed, om hun endnu skulle have brug for lutring og renselse.

          Ved at tage imod sit religiøse kald har vor Sr. Christel villet stille sit liv helt til tjeneste for Gud og medmenneskene.  For så vidt jeg overhovedet kan tillade mig en vurdering, har hun altid med iver og offervillighed  gerne villet  efterkomme sine opgaver og pligter i klostret.  Jeg tænker her for eksempel på den byrde, hun tog på sig, da  de foresatte  helt i begyndelsen af hendes ordensliv bad hende om at sætte sig på skolebænken igen og tage en læreruddannelse. Hun klarede alle vanskelighederne modigt og succesrigt og blev en god lærer.  Fra mine besøg ved jeg af egen erfaring, hvor samvittighedsfuldt  Sr.Christel også efterkom pligterne og opgaverne i  sit pågældende kommunitet.  Hellere lod hun gæsten vente og beskæftige sig selv , end at forsømme indkøb eller en anden opgave.  Og det på trods af en tiltagende reducering af helbredet.  Hun lod sig ikke mærke dermed, når arbejdet ind imellem syntes at overstige hendes kræfter.  Hun var beskeden, tapper og stille hengiven i sit daglige arbejde og i sine tiltagende lidelser.  Jeg er sikker på, at søstrene ganske mærkbart vil savne hendes altid hjælpsomme og handlekraftige indsats i deres fællesskab.

         Sr. Christels villighed til at yde noget og hendes hjælpsomhed var båret af en solid og ligesom selvfølgelig religiøsitet.  Dette gjaldt også
hendes mangeårige virke i skolen.  Undervisningen var for hende ved siden af den faglige videns formidling  en aktiv deltagen i Kirkens forkyndelse og apostolat for menneskene, især for ungdommen, i dette land.  En speciel omtale fortjener hendes sensibilitet og hjælpsomhed for  dem, der havde det svært og var havnet på livets skyggeside, hendes omsorg for  indsatte og det arbejde, hun lagde i Mariatjenesten. 

 

       På trods af de store afstande og lange adskillelser bevarede Sr. Christel en varm kontakt til sin familie og søskende.  Mange pårørende og bekendte er i dag kede af ikke at kunne deltage i denne afskedsguds- tjeneste.  For dem er Sr. Christel forblevet den velkendte og fortrolige `Ender Christel`, der  tappert forstod at gøre sig gældende  i familien over for sine tre brødre, og  som  overraskede alle ved at gå i kloster.  Hun vil blive i levende og god erindring hos alle, der har kendt hende,  selvom hun nu vil få sit sidste hvilested ikke i hjemlig, men i dansk jord.

       Kære Christel, du er gået så pludselig og alt for tidlig fra os.  Vi siger dig tak for det, du gennem  de forløbne årtier har været for os!  Vi vil i trofasthed  bevare dit minde.  Vi anbefaler dig Guds godhed og barmhjertighed  til din evige fuldendelse og opfyldelse i hans herlighed.  Gud skænke dig sin evige fred!  Det beder vi for og ønsker vi dig alle ved  afskeden i dag, i håb om et gensyn  engang  i vort fælles himmelske fædreland. – Amen!

Prædiken holdt af Biskop Erwin Ender til sr. Christels begravelse oversat af 
sr. Hildegard Roerkohl med bistand af Marianne Larsen

 

Vi takker for alt, hvad sr. Christel har betydet for os og de mange mennesker, hun har berørt igennem sit liv.

Vi anbefaler sr. Christel til alles forbøn.
R.I.P